Forsøg på militærkup i Tyrkiet

15. juli 2016

Hvis man har behov for akut bistand kan man ringe til
Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter på tlf. +45 33 92 11 12.

Forsøg på militærkup i Tyrkiet og generelle sikkerhedsråd

Er du i Tyrkiet:

Udenrigsministeriet anbefaler danskere i Tyrkiet at rejse hjem som planlagt, idet lokale omstændigheder dog vil kunne have indflydelse på, hvornår der kan flyves ud af landet. Danskere anbefales at holde sig i tæt kontakt med sit rejseselskab og de kommercielle flyselskaber vedr. hjemrejsemulighederne. Danskere der skal i transit i tyrkiske lufthavne anbefales at kontakte sit flyselskab vedr. dette.
Følg situationen på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Forsikring:
Hvis du befinder dig i Tyrkiet, dækker vi evakuering og hjemrejse til Danmark i den periode, hvor Udenrigsministeriet har ændret rejsevejledningen som følge af kupforsøget og fraråder ikke-nødvendige rejser. Ligeledes dækker vi også psykologisk krisehjælp. Du skal dog først kontakte dit rejsebureau/flyselskab, for at høre om deres plan og mulighed for fremrykning af hjemrejse eller refusion af rejsen.
Hvis du har en rejseforsikring hos Privatsikring, og du har brug for forsikringsmæssig bistand, kan du kontakte os på +45 70 11 17 07,
ved behov for akut hjælp kan du kontakte os døgnet rundt på + 45 33 55 23 25 (SOS International's alarmcentral).

Rejser du til eller via Tyrkiet:

Dækningen for afbestilling følger Udenrigsministeriets anvisninger. Derfor dækker vi afbestilling, så længe al unødig indrejse frarådes, hvis du har Rejseplus/afbestillingsdækning på din rejseforsikring. Du bedes kontakte os inden afrejsedatoen. Alle rejsende opfordres til at holde kontakt med rejseselskab og flyselskab vedr. eventuelle forsinkelser og ændrede rejseplaner.

Generelle sikkerhedsråd:

  • Rejsende i Tyrkiet opfordres til at følge lokale myndigheders anvisninger vedr. sikkerhedssituationen
  • Hvis du er på et hotel eller andet indkvarteringssted, kan det anbefales at spørge personalet på stedet om den aktuelle sikkerhedssituation
  • Hav pas (eller anden billed-ID) på dig til enhver tid med henblik på at kunne identificere dig selv overfor myndigheder
  • Sørg for, at mobiltelefon er opladt, og at du har vigtige telefonnumre gemt i telefonen 
  • Undgå større forsamlinger og vær opmærksom.